Forretningstalentet Marius Grønning Sangild er hentet ind som uddannelsesdirektør i Board Institute. Marius blev tidligt udvalgt af kapitalfonden Nova Founders Capital, og har siden arbejdet målrettet med bestyrelses-segmentet. Nu går han målrettet efter at fornye de danske bestyrelser.
Marius havde lige afsluttet gymnasiet, da han blev udpeget og valgt som talent i Nova Founders Capital som intern & EA. Marius har siden været teamleder i Presidents Institute og salgschef i F5 Networking. Nu er han tiltrådt som uddannelsesdirektør i Board Institute.
”Marius er gjort af et helt specielt stof. Han er dedikeret, engageret, målrettet, intelligent og ekstraordinært god til forretning, talentudvikling og dialog. Jeg i et par år gjort alt for at få fat i ham, og nu er det endelig lykkedes. Det er jeg enormt glad for – da jeg har tårnhøje forventninger til vores partnerskab og Marius’ bidrag til udviklingen af Board Institute,” siger administrerende direktør og stifter Advokat (H) Jackie Phillip.
Selv giver Marius udtryk for, at han brænder for at vækste Board Institute og glæder sig til et langsigtet samarbejde.
”Jeg er enormt stolt af at være med til at vækste en virksomhed, som har så mange muligheder foran sig. Board Institute er anerkendt, og der ligger så meget potentiale i det, Jackie har brug 7 år på at udvikle, forbedre og finpudse. Nu er vi klar til næste fase som handler om scale up, vi skal gøre virksomheden 20 gange større og det er en enormt spændende rejse at være med på,” siger Marius Grønning Sangild.
4 hurtige til Marius Grønning Sangild
1) Hvorfor synes du, at bestyrelsesarbejdet er så interessant?
”Der kommer mere og mere fokus på bestyrelsesarbejdet. Vi har brug for flere professionelle bestyrelser skabt på baggrund af kompetencer og ikke på baggrund af, hvem vi kender. Men vi er slet ikke langt nok med diversiteten i de danske bestyrelser. Vi mangler inklusion og forskellighed.
Jeg vil gerne have flere unge under 35 år med på uddannelsen, fordi de besidder nogle helt andre perspektiver, som man ikke kan finde andre steder. De har andre synspunkter, de kommunikerer på en anden måde, og de ser noget, som ældre generationer med mange års erfaring ikke ser.
Jeg ser også, at der er rigtig mange unge, som har opnået noget i en ung alder. Der er mange, som har stiftet succesfulde virksomheder, er partner eller har avanceret hurtigt og opnået flotte resultater. Bare kig på Berlingskes Talent 100-liste med unge talenter i dansk erhvervsliv – her har vi de første 100 kandidater.”
2) Hvordan vil du lokke flere unge til?
”Jeg har etableret et samarbejde med den nye parti-neutrale ungdomsbevægelse SAGA. Der er rigtig mange spændende personer med i projektet. Board Institute bliver den første bestyrelsesuddannelse, som laver et samarbejde med SAGA og dermed går forrest i debatten om værdien af ungt talent under 35 år i de danske bestyrelser. I min generation er der en sult efter at gøre noget, som giver mening og tage ansvar i den udfordrende globale og digitale udvikling, som alle virksomheder står over for, og her har unge meget at byde ind med. Et af mine mål er, at vi kan etablere en talent-liste med unge kandidater for at bløde op for den ubalance, der er i dag. Vi skal naturligvis samtidig følge alle vores andre målsætninger, herunder blandt andet fokus på at vi skal have aktiveret flere kvinder i de danske bestyrelser.”
3) Hvad er din egen erfaring med bestyrelsesarbejdet?
”Min primære erfaring kommer fra de talrige bestyrelsesnetværk, jeg har arbejdet med hos Presidents Institute. Her har jeg i en årrække arbejdet med at skabe og udvikle bestyrelsesnetværk og har fået en stor indsigt i, hvad fremtidens bestyrelsesarbejde vil kræve – men også hvad bestyrelsesmedlemmer har brug for og efterspørger.”
4) Hvorfor er det nødvendigt at tage en bestyrelsesuddannelse?
”Board Institute uddanner bestyrelsesmedlemmer til fremtidens bestyrelser, hvor samspil mellem forskellige persontyper og kompetencer spiller direktionerne og virksomhederne stærke. Vi står over for en enorm omstilling, fordi det i utroligt mange danske SMV-bestyrelser stadig handler mere om at drikke god rødvin, få særlige privilegier og dyrke personlige fordele af netværket – end det handler om at være den støtte og udfordrer til direktionen, som virksomhederne reelt har brug for. Nu mere end nogensinde tidligere. Og det er her bestyrelsesuddannelsen kan gøre en forskel. Jeg vil arbejde for, at Board Institute skal udklække nogle af de dygtigste bestyrelseskandidater i Danmark.”