Bestyrelses-CV: Hvorfor er det vigtigt, og hvordan laver jeg et?

Der er mere end nogensinde brug for kompetente folk i de danske bestyrelser, og hvis du vil køre dig i stilling til bestyrelsesposterne, er det vigtigt, at dit bestyrelses-CV giver de rigtige og tydelige informationer om dig, og hvilken værdi du kan tilføre som bestyrelsesmedlem. Kort sagt skal bestyrelses-CV’et besvare spørgsmålet for den rekrutterende part: hvorfor skal jeg vælge dig?

“Hvordan kan din erfaring, dine faglige kompetencer og din persontype bidrage stærkt i en bestyrelse? Det skal dit bestyrelses-CV besvare – hurtigt, overskueligt og overbevisende. Det er din akkumulerede viden og erfaring lige nu, som bestyrelsesforpersonerne i danske virksomheder og organisationer ønsker indsigt i, så de nemt kan afkode, om du er den helt rette bestyrelsesprofil til deres virksomheds strategiske udfordringer,” siger bestyrelsesforperson for Board Institute, Lise Leonhard Hjorth.

Sådan positionerer du dig bedst muligt som kandidat til en bestyrelsespost

Det bedste du kan gøre som kandidat er at give dem, der rekrutterer, en nem opgave; giv overblik over, hvad du vil, hvad du har erfaring med, og hvad du er god til. Sørger du for at gøre dette, har du gjort, hvad du kan – resten må være op til virksomheden.

Bestyrelses-CV’et skal i højere grad end et normalt CV fremvise, hvad du kan her og nu, hvad du kan bidrage med, og hvilke erfaringer du kan bringe til bordet, som kan løfte bestyrelsen og virksomheden. Når en headhunter eller en virksomhed skal vælge dig til en bestyrelse, er det kompetencer, du skal vælges på. Derfor er det vigtigt, at dit bestyrelses-CV fortæller om den viden, de kompetencer og erfaringer, du har lige nu. Dit CV skal synliggøre, at virksomheden – med din indtrædelse i bestyrelsen – får tilført relevante og specifikke kompetencer og erfaringer.

Derudover virker det i det hele taget godt at vinkle din profil til den specifikke virksomheds konkrete udfordringer og, hvad du kan gøre for netop den virksomhed. Det er helt essentielt at have et separat bestyrelses-CV, da der, som ovenstående beskrevet, kigges på nogle andre ting i rekrutteringsprocessen.

Sæt dine kompetencer i spil!

For den virksomhed, der rekrutterer dig, er det afgørende, at den viden og de kompetencer, du besidder, kan bruges aktivt, når du træder ind i bestyrelseslokalet. Det er afgørende, at du kan begå dig på et strategisk niveau og forklare præcis, hvad dine kompetencer kan tilføre virksomheden og hvilken værdi, det kan give.

Som bestyrelsesmedlem er din rolle langt mere strategisk end operationel, derfor skal du ophøje dine operationelle erfaringer og kompetencer til et strategisk niveau, hvor du træder ind i bestyrelsesmedlemmets rolle som en slags strategisk ”rådgiver”. I stedet for at beskrive, hvordan du kan arbejde med digital kommunikation eller med salg, skal du synliggøre, hvordan du kan bidrage med strategisk rådgivning inden for digital kommunikation eller salg, og hvordan din viden og dine idéer har skabt vækst for de virksomheder, du har arbejdet for.

Selvom bestyrelsesarbejdet også vil udvikle dig og dine kompetencer, adskiller det sig væsentligt fra andre roller. Derfor er det også afgørende at holde for øje, hvornår man som bestyrelsesmedlem har udtjent sin ”værnepligt”; hvornår har du bragt det til bordet, som du kan. Når du når til dette punkt, er det vigtigt ikke at holde fast i taburetten, men bevæge sig videre til en ny bestyrelse og en ny virksomhed, som kan bruge dine kompetencer. Det giver mest værdi – både for dig selv og for virksomhederne – at du som bestyrelsesmedlem handler, når din rolle er udtjent.

Hvordan skriver du så dit bestyrelses-CV?

Idéen med et bestyrelses-CV er ligesom med et normalt CV, at dem, der rekrutterer, skal kunne danne sig et overblik over din profil og kompetencer på kort tid. Det hurtige overblik er afgørende, når en virksomhedsleder eller headhunter gennemgår og tjekker op på kandidater til posten. Derfor skal et bestyrelses-CV være kort og præcist. Selve opbygningen minder om et almindeligt karriere-CV:

  1. Først og fremmest skal informationer om dig som navn, kontaktinfo og foto selvsagt fremgå.
  2. Dernæst en rubrik, der fremhæver de kompetencer, du kan bringe med i bestyrelsesarbejdet og tegner din bestyrelsesprofil.
  3. Herefter i punktform, hvilke bestyrelseskompetencer du har – hvilken værdiskabelse bringer du til bordet. Skriv så kort som muligt – men naturligvis underbygget.
  4. Herefter anfører du de 5-10 vigtigste karriereerfaringer, som understøtter din profil og værdiskabelse, herunder naturligvis hvis du har erfaring med bestyrelsesarbejde.
  5. Uddannelsesmæssig baggrund – angiv kun ny (efter)uddannelse, som understøtter din bestyrelsesprofil og som gør dig relevant til posten.
  6. Angiv gerne 1-2 referencer (ikke med kontaktinfo, men gerne med navn og stilling) – hvem kan og vil verificere dine kompetencer?
  7. Link til din LinkedIn, som naturligvis er fuldt opdateret og angiver din fulde karriere og uddannelse – her kan interesserede selv søge mere info i dit klassiske CV.

Hvordan vil bestyrelser rekruttere i fremtiden?

I denne tid ser vi en langsom udvikling, hvor flere bestyrelsesmedlemmer rekrutteres på baggrund af kompetencer, selvom langt de fleste stadig rekrutteres på baggrund af netværk. Denne langsomme udvikling vil vi gerne sætte fart i og støtte som et uddannelseshus. Ejer af Board Institute og forfatter til Fremtidens Bestyrelse, Jackie Phillip, siger følgende om udviklingen: “Fremtidens bestyrelser i en ny og bedre version 2.0 har brug for, at alle stole besættes af de stærkeste kompetencer, som er håndplukket til jobbet og udfylder positionen med tyngde og erfaring og dermed er den støtte for direktionen, som alle progressive virksomheder har brug for. Der skal skabes flere modstandsdygtige bestyrelser med åben rekruttering af mænd og kvinder, der vælges efter kompetencer, talent og deres persontypemæssige match i bestyrelsen som helhed. Der skal ses på persontyper og på kompetencer, snarere end at lave en ”kaffeklub”, der ingen vegne kommer på den lange bane. De bedste kompetencer i den konkrete bestyrelse skal samles med de udfordringer in mente, som I står overfor som bestyrelse og som virksomhed generelt.”

Samtidig siger CEO for Board Institute, Marius Sangild, om bestyrelses-CV’et, at ”et bestyrelses-CV er den nemmeste og bedste måde for dig at positionere dig til de bestyrelsesposter, som historisk set besættes gennem netværk. Det er en måde, hvorpå du og vi kan gøre opmærksomme på, hvad vi kan, og sætte virksomhederne i en position, hvor det er lige så nemt at finde det nye kompetente bestyrelsesmedlem, som det er at tage sin onkel ind i bestyrelsen.”

Hvis Board Institutes bestyrelsesuddannelse kan være det næste skridt for dig for at bygge på dine kompetencer, så kontakt os allerede i dag på ms@jackie-phillip.dk